Henrik - Gadens Stemmer
Krydset mellem Klostergade og Vedelsgade, Vejle · 209 kr.
Henrik er i dag i 50'erne og guide på byvandringer for Gadens Stemmer i Vejle. Hans fortælling begynder som 14-årig på gaden - opvokset hos bedsteforældrene, men smidt ud da bedstemoren døde og en ny kvinde kom i huset.
Derfra kom han ud at sejle, og med hjælp fra Kolding Kommune fik han en uddannelse og siden arbejde på Vejle Havn. Et knæ smadret af en arbejdsulykke satte en stopper for det hele. Det blev starten på en lang nedtur, hvor først lægeordinerede smertestillende og siden stoffer på samfundets skyggeside tog styringen.
Siden 2017 har Henrik været stoffri. I dag bruger han kræfterne på at tale de hjemløses sag - som formand i landsorganisationen SAND og næstformand i Vejle Udsatteråd.











