Yalla Miku (CH)
Schweiziske Yalla Miku gæster KLEIN d. 10. oktober. Døre kl. 20:00, koncert kl. 20:30.
Bandet er et fempersoners kollektiv fra Genèves musikalske undergrund: Samuel Ades Tesfagergsh, Louise Knobil, Cyril Bondi, Emma Souharce og Cyril Yeterian. Tilsammen spiller de krar, bas, guitar, percussion, synthesizere og elektronik - og alle fem synger. Sangene bevæger sig på tværs af arabisk, fransk og tigrinya, mens musikken blander postpunk, afrofunk, dub, krautrock og psykedelisk rock med traditioner fra Østafrika og Mellemøsten.
På deres andet album "2" skruer de op for de musikalske sammenstød: chaabi tipper over i psykedelisk rock, postpunk filtres ind i dub, og industrielle rytmer dukker op midt i østafrikanske melodier. Albummet er indspillet live og bærer præg af den spontanitet, der er central for bandet - musik med plads til improvisation, skæve idéer og markante grooves, spillet af fem musikere, der ikke ser nogen grund til at holde genrer adskilt.











