Christian - Gadens Stemmer
Vesterbro, Stampesgade 1, København · 209 kr.
At have et misbrug på landet er anderledes end i byen: stofferne er dyrere, sværere at skaffe, og behandlingstilbuddene er svagere. For Christian betød manglen på behandling i Hjørring, at han måtte flytte til København for overhovedet at overleve.
Hans misbrug begyndte i skoletiden, hvor han blev mobbet. Han fandt fællesskaber uden for skolen og begyndte at tage amfetamin - det gav ham den selvtillid tilbage, mobningen havde taget. Festerne strakte sig snart fra torsdag aften til søndag morgen. For at finansiere et stort hashforbrug begyndte han at sælge hash i lokalmiljøet, og siden også opioiden oxycontin, som var meget udbredt i Hjørring - byen blev kaldt "pillebyen". Han blev selv afhængig af opiater og senere heroin og kokain. Han og hans kæreste mistede lejligheden og sov periodevis på gaden, i natherberger og i biler.
Vejen ud af misbruget begyndte, da Gadejuristen hjalp ham i behandling - en ret, han havde, men ikke kunne få i Hjørring. Han kom til Vesterbro, hvor livet både blev bedre og sværere. I 2017 fik han en plads på et herberg, og det blev vendepunktet: her hørte han om en behandlingsform, der ændrede alt. I dag er han ude af sit misbrug og bor i sin egen lejlighed - noget hverken han selv eller hans familie troede var muligt.











