WORKSHOP i MODERNE VÆVESTRIK. V. Trine Ellegaard
Workshoppen handler om vævestrik - en teknik, hvor masker løftes løst af for at skabe strukturer og grafiske mønstre. Man strikker kun med én farve ad gangen, hvilket gør teknikken overraskende tilgængelig og velegnet for dem, der vil arbejde med farver uden at kaste sig ud i traditionel flerfarvestrik.
Dagen starter med en introduktion til vævestrik og en gennemgang af forskellige teknikker, både ensfarvede strukturmønstre og flerfarvede grafiske mønstre. Derefter arbejder deltagerne praktisk med små strikkeprøver og undersøger, hvordan teknikken kan varieres. Der er også fokus på farvesammensætning - fra høj kontrast til tone-i-tone. Undervejs fortæller underviser Trine Ellegaard om sit arbejde som strikdesigner og medbringer strikkeprøver, opskrifter og færdige designs. Der er mulighed for at købe opskrifter på vævestrik-projekter samt håndfarvet garn og garnkits.
Hver deltager får et kompendium med mønstre og teknikker med hjem.
Medbring: strikkepinde i forskellige størrelser, primært p 3,5-5,0 mm (gerne rundpinde med god wirelængde), garnrester med kontrast og/eller tone-i-tone, saks, maskemarkører og evt. blyant og papir.











