Reformationen folder sig ud – Lutherrosen i papir
Ehlers Samlingen - en del af Historie Haderslev, Haderslev · Gratis
Som led i markeringen af 500-års jubilæet for Reformationen i Haderslev i 2026 præsenterer Historie Haderslev en mindre udstilling i Baghuset på Ehlers Samlingen, Slotsgade 20.
Udgangspunktet er Lutherrosen - Martin Luthers segl - med dens symboler: korset, hjertet, rosen, himmelbaggrunden og den gyldne ring. Rosen er det bærende motiv og følger naturens forløb fra knop til udsprunget blomst og videre til afblomstring med faldende kronblade. Størstedelen af elementerne er lavet i papir, hvor enkelte ark er formet til mere eller mindre detaljerede figurer med saks, kniv og foldeteknikker.
Jytte Isaksen har skabt og koordineret udstillingen, og flere af byens borgere har bidraget til fremstillingen og opsætningen. Udstillingen åbner den 12. september kl. 14.00 og kan ses frem til den 18. oktober - tirsdag til søndag kl. 12-16. Adgang er gratis.











