Svampetur i Hareskoven
Biolog og sankeekspert Klara Rask fra Vilde Råvarer guider en svampetur i Hareskoven - kun en togtur fra København, men alligevel et godt sted at lede efter Karl Johan, Foranderlig Skælhat, Trompetsvamp og andre spisesvampe.
Turen begynder med en introduktion og fortsætter som en vandring i skoven, hvor Klara undervejs fortæller om det, I finder: sæson, voksested, kendetegn og giftige forvekslinger. I lærer om spiselige, ikke-spiselige og giftige svampe, og om hvad der øger chancerne for en god svampejagt. Til sidst gives tips til tilberedning, og alle kurve tjekkes for "blinde passagere". Turen varer 2-3 timer og slutter samme sted, som den starter.
Mødested er parkeringspladsen på nordvestsiden af stationen. Medbring praktiske sko, tøj efter vejret, en svampekurv og en lille skarp kniv. Børn mellem 5-13 år er velkomne med børnebillet til 100 DKK. Turen er ikke egnet til barnevogn.
Svampeturen er et kursus med fokus på læring og forberedelse - tid og sted er planlagt med henblik på gode chancer for fund, men der er ingen garanti for fyldte kurve. Ved voldsom tørke kan turen blive aflyst eller flyttet til en anden dato med mulighed for refusion af billetprisen (ekskl. gebyr).











