Bogudgivelse: Fra den kolde krig til Putins Rusland
Bogudgivelse om Putins Rusland finder sted mandag den 9. november 2026 fra kl. 16.00 til 18.00 på CEPOS i København. Billetter koster 0–50 kr.
Den 9. november, på årsdagen for Berlinmurens fald, udkommer bogen "Bent Jensen - bag om en koldkrigsforsker". Det fejrer CEPOS med en boglancering, hvor Bent Jensen mødes med bogens forfatter Brian Christensen og seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen til en samtale om Den Kolde Krig, Sovjetunionen og de spor, historien har sat i Putins Rusland.
Brian Christensen har skrevet bogen ud fra Bent Jensens fortælling om et liv viet til forskning i Sovjetunionen, Rusland og kommunismen, og han spørger undervejs ind til de mennesker, arkiver og begivenheder, der har formet Bent som koldkrigsforsker. Flemming Splidsboel Hansen, der forsker i Rusland og Ukraine ved Dansk Institut for Internationale Studier, bidrager til at løfte samtalen fra det personlige til det overordnede: hvilke historiske kontinuiteter kan man spore, hvad har ændret sig siden murens fald, og hvad fortæller fortiden os om Putins Rusland og Europas sikkerhedspolitiske situation i dag? Der er også mulighed for at stille spørgsmål fra salen.
Bent Jensen var en af CEPOS' stiftere, hvilket gør det til en særlig anledning at markere udgivelsen netop her.
Arrangementet finder sted mandag den 9. november 2026 kl. 16.00-18.00 hos CEPOS, Landgreven 3, 3. sal. En billet koster 50 kr. og inkluderer drikkevarer og en let snack - pladserne er begrænsede, og tilmelding foregår efter først til mølle-princippet. Bogen kan desuden købes på dagen for 295 kr., og køber man den der, trækkes billetprisen fra bogens pris. Bøgerne er klar til udlevering samme dag.











