PERSPECTIVES ON: MOVING ARCHIVES
Perspectives on: Moving Archives seminar finder sted fra 12. november til 13. november 2026 på Scenen i København. Der er gratis adgang.
Hvordan arkiverer man performance som en levende kunstform, og hvordan husker og mindes vi erfaringer gjort gennem dans og performance? I miljøet omkring HAUT er der opstået flere beslægtede spørgsmål om hukommelse, udslettelse, mindehøjtidelighed og arkivering i scenekunsten. Derfor inviterer HAUT kunstnere, kuratorer og kolleger til seminaret PERSPECTIVES ON: MOVING ARCHIVES den 12. og 13. november 2026, hvor tværfaglige perspektiver på hukommelse og arkivering sættes i dialog med hinanden.
Torsdag indledes med en panelsamtale om HAUT's eget arkiv over det danske scenekunstfelt. Her deltager tidligere HAUT-medarbejdere Naja Lee Jensen, Betina Rex og Sophie Grodin, som sammen med HAUT's kunstneriske leder Lili Blum taler om arkivering og vidensdeling som et bærende element gennem husets historie, og reflekterer over metoder og ressourcer til at dokumentere scenekunsten. Herefter leder kunstner, forsker og "queer witch" Vala T. Foltyn en mere kropsligt orienteret workshop, der tager afsæt i hendes praksis i krydsfeltet mellem politisk engageret performancekunst, arkivering og erindring.
Fredag åbner med to oplæg ved Nina Cramer og Storm Møller Madsen om arkiver, modarkiver, hukommelse og udslettelse i scenekunsten. De to forskere samtaler om deres arbejde med at afdække overset historie og skabe plads til kroppe, der traditionelt er blevet ekskluderet fra arkiverne. Samtalen modereres af Elizabeth Löwe Hunter og Phyllis Akinyi, der står for HAUT's program for kunstnerpleje og vidensdeling. Derefter faciliterer den tværfaglige kunstner, designer og kurator Abdul Dube en workshop i visuel høst ("visual harvesting"), hvor han - ud over at dokumentere begge seminardage - viser eksempler fra tidligere projekter og fra arbejde skabt undervejs i seminaret. Workshoppen afrundes med en Q&A mellem Abdul og deltagerne.
Seminaret sluttes af med fredagsbar.











