Foredrag: Janne Jakobsen & krimiforfatterens univers
Holte Bibliotek, Holte · Gratis
Foredraget er en del af Holte Biblioteks serie 'Lokale fortæller', hvor Rudersdal-borgere deler viden om emner, de kender indgående. Denne gang er det krimiforfatter Janne Jakobsen, der står bag serien om de to kvindelige efterforskere Ravn og Glente - en serie, der bl.a. er blevet fremhævet som en krimi-perle i Go' morgen Danmark.
Janne fortæller om debutromanen 'Kvalt', hvor efterforskningen af drabet på en teenagepige fører ind i et råt fængselsmiljø, og om den aktuelle 'Når bjørnen vågner', der handler om, hvad det gør ved mennesker at blive stemplet og sat i bås. Hun kommer også ind på dynamikken mellem den kantede My Ravn og den mere regelrette, ambitiøse Bolette Glente, og på hvordan seriens karakterer er blevet til.
Derudover fortæller Janne om sin research, som spænder fra retsmedicinere og politifolk til børn af fængslede og reality-deltagere, og om hvordan virkelige hændelser finder vej direkte ind i hendes fortællinger.
Janne byder på et lille glas, og der vil være mulighed for at købe bøgerne. Spørgsmål til arrangementet kan rettes til Anne Hermansen på aher@rudersdal.dk.











