Skriveworkshop: Henvendelsen
Hovedbiblioteket, København · Gratis
Denne workshop kredser om "du'et" - den person, en tekst henvender sig til, frivilligt eller ej. Hvem er dette du? Hvordan skabes det, og hvad sker der med teksten, når det træder ind i den? Spørgsmålene er både formelle og etiske: kan man overhovedet se det, man tror, man elsker - og er et portræt i bedste fald et elegant tricktyveri, i værste fald et rovmord?
Med afsæt i Iris Murdochs tanker om opmærksomhed som et moralsk anliggende skriver deltagerne tekster i grænselandet mellem brev, digt og optegnelse - det intime og det ekstatiske på én gang. Forfattere som Frank O'Hara, Sebastian Nathan, Edith Södergran, Forough Farrokhzad, James Schuyler og Patricia Cavalli fungerer som inspiration undervejs.
Workshoppen ledes af Caroline Albertine Minor, forfatter og oversætter. Hun debuterede med romanen Pura vida (2013) og udgav siden novellesamlingen Velsignelser (2017), der vandt Strunge-prisen og P.O. Enquist-prisen. Hummerens skjold (2020) og digtsamlingen Nivå Bugt Strandenge (2024) fulgte, og i begyndelsen af juni i år udkom romanen Den forelskede ven - en kalejdoskopisk undersøgelse af et ti år langt venskabeligt, intellektuelt og erotisk forhold.
Workshoppen er gratis, men kræver tilmelding på Billetto, og er for voksne. Den foregår i lokalet Othello på Christianshavns Bibliotek: fra indgangen følger du væggen til højre ind gennem biblioteksrummet og drejer om første hjørne - Othello ligger som et sidelokale langs højre væg. Bordpladsen er meget begrænset, så du skal sandsynligvis sidde med computer eller papir i skødet. Medbring selv computer og/eller papir og pen samt en vanddunk - der er kaffeautomat i lokalet, men ingen anden forplejning. Skriveplader til papirblok stilles til rådighed.
Københavns Biblioteker afholder skriveworkshops over hele byen hver måned. Hver workshop er enkeltstående, varer to timer og indeholder oplæg samt skriveøvelser - det er ikke et forløb.











