Skriveworkshop: Skriv fantasy og magisk realisme
Hovedbiblioteket, København · Gratis
Manuskriptforfatter Trine Appel leder denne to-timers workshop, hvor hun sætter fantasy og magisk realisme op mod hinanden og forklarer, hvad der adskiller de to genrer. Med udgangspunkt i sit eget arbejde med trilogien Ildfuglen taler hun om troværdighed, persongalleri og det at finde frem til, hvad en historie egentlig vil sige - også inden for en genreramme. Deltagerne arbejder undervejs med skriveøvelser om worldbuilding, koncept og karakterer.
Trine Appel er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Bag sig har hun 6 romaner - heraf 4 med magisk realisme og dansk historie som omdrejningspunkt - samt manuskripter til bl.a. Dag og nat sæson 2 (TV2), Min nye søster (DR) og spillefilmen C.4 - den sidste rejse.
Workshoppen er en del af Københavns Bibliotekers månedlige serie af enkeltstående skrivearrangementer og foregår på Hovedbibliotekets 4. sal. Den er målrettet voksne og afholdes fysisk (LIVE). Adgang er gratis, men kræver tilmelding via Billetto.
Medbring selv computer og/eller papir og pen - der er ingen computere til rådighed, og bordpladsen er begrænset, så du skal muligvis sidde med tingene i skødet. På etagen er der en vandpost og en kaffeautomat; tag en vanddunk eller flaske med. Spørgsmål kan sendes til litteraturformidler Poul-Louis på i343@kk.dk.











