Hvad er

Skriveworkshop: Nonsenspoesi

ons, 11. november 2026 · 10:30 — 12:30

Hovedbiblioteket, København · Gratis

Skriveworkshop: Nonsenspoesi — Hovedbiblioteket, København
Gratis adgang

Vrøvl og volapyk er en stolt litterær tradition, formentlig lige så gammel som sproget selv. Med Lewis Carrolls "Jabberwocky" som überklassiker og en række andre eksempler øver vi os i den ædle kunst ikke at give mening - på højt og egenartet niveau.

Workshoppen ledes af Peter Adolphsen (født 1972), der bl.a. har modtaget Zinklar Prisen og den livsvarige hædersydelse. Hans seneste udgivelser er 'Små historier 4' (Gyldendal, 2024, kortprosa) og 'Din grønklop' (Melodika, 2024, nonsens-sonetkrans).

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding på Billetto. Det foregår på Københavns Hovedbibliotek, 4. sal (lokale: LIVE), og er målrettet voksne. Der stilles ikke computere til rådighed, så medbring din egen bærbar og/eller papir og pen. Bordpladsen er meget begrænset, og du skal sandsynligvis sidde med computer eller papir i skødet - en skriveplade til underlæg kan lånes. På etagen er der vandpost og kaffeautomat, men ingen anden forplejning, så medbring selv noget at drikke.

4. sal nås fra hovedindgangen fra Krystalgade via elevator eller trappe (begge til højre i Centralsalen), eller med rulletrappe til 3. sal og derfra en trappe til højre op. Sceneområdet ligger til højre, når du ankommer til etagen. Workshoppen varer to timer og består af oplæg og skriveøvelser - det er et enkeltstående arrangement, ikke et sammenhængende forløb. Spørgsmål kan rettes til litteraturformidler Poul-Louis: i343@kk.dk.