Skriveworkshop: Sprog, sans & sprogsans
Hovedbiblioteket, København · Gratis
Poesi kan protestere, undres og finde nye steder i sproget - og det poetiske er ikke forbeholdt digtsamlinger. Det dukker op i kortprosa, sangtekster, erindringsromaner, dramatik, breve, reportager og sms'er.
Denne skriveworkshop er for dig, der har lyst til at eksperimentere med sproget, uanset hvilken genre du normalt arbejder i. Gennem skriveøvelser med automatskrift, improvisation og poetiske formgreb undersøger vi sammen, hvad poesien kan, og hvad det poetiske overhovedet er. Workshoppen ledes af Lars Emil Foder (f. 1980), forfatter, sanger og sangskriver. Han debuterede i 2013 med Natatlas og har siden udgivet bl.a. "Fabelagtigheder" (2018) og "Æter nr. 7: Luftigheder" (2024) samt nr. 1-6½ i serien "Kun for idioter" (2022-). Han er uddannet i filosofi og underviser i lyrik, sangskrivning og filosofi på bl.a. Den Rytmiske Højskole.
Workshoppen er gratis, men kræver tilmelding på Billetto. Den foregår på Københavns Hovedbibliotek, 4. sal, LIVE, og er målrettet voksne. Medbring din egen computer og/eller papir og pen - bordpladsen er meget begrænset, så du skal formentlig sidde med det i skødet. En skriveplade til din blok kan lånes. På etagen er der vandpost og kaffeautomat; medbring selv en vanddunk eller flaske. Du når 4. sal via elevator, trappe eller rulletrappe fra Centralsalen (indgang fra Krystalgade) - sceneområdet ligger til højre, når du træder ud på etagen.
Københavns Biblioteker afholder enkeltstående skriveworkshops på to timer rundt i byen hver måned - ikke forløb. Spørgsmål kan rettes til litteraturformidler Poul-Louis: i343@kk.dk.











