Hvad er

Vild med videnskab - Inden året er omme v. Lea Korsgaard

tir, 27. oktober 2026 · 19:00 — 21:00

Øbro Jagtvej Bibliotek, København · 100 kr.

Vild med videnskab - Inden året er omme v. Lea Korsgaard — Øbro Jagtvej Bibliotek, København

På årets første dag, i vintermørket, skriver Lea Korsgaard en liste. Hun har besluttet sig for at se alle danske sommerfuglearter i løbet af ét år - uden forudgående kendskab til sommerfugle og uden en klar forklaring på, hvorfor hun vil det.

Jagten fører hende ud i landskaber, hun ikke vidste eksisterede: ældgammel havbund, bakkedrag dannet af algeskeletter, hemmelige steder hun finder med hjælp fra fremmede. Den fører hende også ind i bøgerne, filosofien og mytologien - for sommerfuglen har siden oldtiden symboliseret håbet om genfødsel og stillet os over for tilværelsens grundlæggende spørgsmål: Hvorfor lever vi? Og hvad lever vi for?

Foredraget tager udgangspunkt i Lea Korsgaards seneste bog, den naturfilosofiske og eksistentielle fortælling 'Inden året er omme' (2025). Korsgaard er medstifter og chefredaktør på Zetland, bestyrelsesleder på DMJX og uddannet journalist fra SDU med sociologistudier fra New York. Hun har tidligere udgivet 'Orgasmeland' og 'Den der råber lyver'.

Arrangementet er en del af Københavns Bibliotekers festival "Vild med videnskab", der løber i oktober og november med videnskabsformidling til voksne på alle Københavns Biblioteker. Lokale: 3. sal. Billetter refunderes ikke, medmindre betingelserne for arrangementet ændres.