Hvad er

12/9-26 Kagegilde 'Suhrs Jubilæum 125 år' (kræver billet)

lør, 12. september 2026 · 13:00 — 16:00

Suhrs Højskole, København · 75 kr.

12/9-26 Kagegilde 'Suhrs Jubilæum 125 år' (kræver billet) — Suhrs Højskole, København

Suhrs Højskole fejrer sit 125-års jubilæum lørdag den 12. september 2026 kl. 13.00-16.00 med et kagegilde åbent for alle med billet. Billetter sættes til salg for offentligheden og tidligere elever den 12. august 2026 kl. 12.00 og fordeles efter først-til-mølle-princippet. Prisen er 75 kr. inkl. gebyr og dækker et stykke jubilæumskage samt en kop kaffe eller te.

Program
- 13.00 Dørene åbner - udlevering af jubilæumsquiz om Ingeborg Suhr, mad og højskolens historie.
- 13.15 Velkomsttale ved forstander Rasmus Willig og fælles højskolesang.
- 13.30 Kagegildet åbner med præsentation af jubilæumskagen skabt af madkunstner Johanne Anastasia Stoffersen samt et historisk kagebord skabt af efterårseleverne 2026 i samarbejde med konditor Jonas Dahl Grue (uddannet fra La Glace) og bagelærer Asta Teglhus.
- 14.00 Guidet tur for interesserede - se et værelse samt højskolens køkkener og fællesarealer. Mødested: indgangen til højskolen.
- 15.30 Lydværk med køkkeninspiration af kunstnerduoen Cord Lunde, bestående af Thomas Cortes (bas, sampler m.m.) og Erik Lunde (trompet, fløjter m.m.).
- 16.00 Vinder af quizzen kåres.

Jubilæumskagen er skabt af Johanne Anastasia Stoffersen (f. 1994), der arbejder i krydsfeltet mellem kunst, mad og historie og bl.a. har optrådt på SMK og Heartland Festival. Kagebordets historiske dessertopskrifter er bl.a. inspireret af kogebogen MAD og Ingeborg Suhrs univers. Cord Lunde omsætter objekter til musik gennem elektroniske og akustiske lyde, feltoptagelser og improvisation - deres første album Flora Electronica blev "Ugens Album" på P8 Jazz.

Suhrs blev grundlagt i 1901 af Ingeborg Suhr, der stiftede Den Suhrske Husmoderskole med en vision om at løfte madlavning til et fag præget af faglighed, æstetik og dannelse.

Praktisk information: Kage i glutenfri, laktosefri, vegansk og nøddefri udgave kan bestilles, men skal forudbestilles ved billetkøb - den store jubilæumskage opfylder ikke disse hensyn. Der kan ikke garanteres siddepladser til alle i gården, men det er muligt at slå sig ned inde i huset. Højskolen ligger i et gammelt byhus med mange trapper og ingen elevator. Indgang via glasporten, Pustervig 6-8, 1126 København K.

Billetten kan ikke annulleres eller refunderes. Hvis du bliver forhindret, er du velkommen til at give besked på kontakt@suhrs.dk for at undgå madspild.