Svampetur i Store Dyrehave
Parkering til skovtur i Hillerød, Hillerød · 100–350 kr.
Biolog og sankeekspert Klara Rask fra Vilde Råvarer guider denne svampetur i Store Dyrehave. Skoven er meget gammel og har aldrig været dyrket til landbrug, hvilket giver naturen en særlig kvalitet - og gode betingelser for svampe. Her kan man være heldig at finde Almindelig Kantarel, Tragtkantarel, Karl Johan og mange andre spisesvampe.
Turen begynder med en introduktion og fortsætter som en vandring i skoven, hvor Klara undervejs fortæller om det, vi finder: sæson, voksested, kendetegn og giftige forvekslinger. Der bliver gennemgået både spiselige, ikke-spiselige og giftige svampe, og hvordan man øger sine chancer for en vellykket svampejagt. Til sidst laves en oversigt over dagens fund, og kurvene kan tjekkes igennem efter ønske. Turen varer 2-3 timer og slutter samme sted, som den starter.
Børn mellem 5-13 år er velkomne med børnebillet til 100 DKK. Turen er ikke egnet til barnevogn. Medbring praktiske sko, tøj efter vejret, en svampekurv og en lille skarp kniv - kurve og knive kan købes som tillæg til billetten.
Mødested: Parkeringsplads på Isterødvej, betegnet "Parkering til skovtur i Hillerød" på Google Maps. Bemærk: turen er et kursus med det primære formål at gøre deltagerne bedre rustet til fremtidige svampeture. Der er altid svampe at finde, men ingen garanti for fyldte kurve. Ved voldsom tørke kan turen blive aflyst eller rykket til en anden dato med mulighed for refusion af billetprisen (ekskl. gebyr).











