Politimuseet LIVE. Dødens årsag: Tæt på retsmedicin med Asser Thomsen
Politimuseet, København · 120 kr.
Asser Thomsen er retsmediciner ved Aarhus Universitet og arbejder til daglig med mistænkelige dødsfald - hvor selv en hudafskrabnings størrelse kan afgøre, om der er tale om en ulykke eller vold, og hvor vatpinde bruges til at sikre DNA-spor fra både døde og levende. I samtale med museumsleder Frederik Strand giver han et indblik i et arbejde, der sjældent handler om hurtige opklaringer, men om grundighed, tvivl og forbehold. Selv når målinger og formler er i spil, er sandheden ikke altid entydig - retsmedicin er i høj grad et spørgsmål om at tolke spor med forsigtighed.
Politimuseet LIVE er museets samtalearrangement, hvor besøgende efter lukketid kan blive klogere på politiet og den kriminelle underverden, før og nu. Billetten giver også gratis adgang til Politimuseets udstillinger samme dag, og der er mulighed for at købe drikkevarer til arrangementet.
Dørene åbner kl. 16.30, og podcastoptagelserne starter kl. 17.00 - kom i god tid, da dørene lukker umiddelbart efter. Arrangementet foregår på museets 3. sal. Bygningen har desværre ingen elevator, så adgang er kun via trapper.











