Hvad er

Apricot

tir, 20. oktober 2026 · 19:00 — lør, 31. oktober 20:00

ERIK arkitekter Viborg, Viborg · 450 kr.

Apricot — ERIK arkitekter Viborg, Viborg

Apricot er en nyskrevet madteaterforestilling, der tager form som en lanceringsmiddag for et fiktivt europæisk tech-projekt. I et forladt kontorfællesskab sidder Merete Østerlund - højtstående EU-embedskvinde, der i årtier har dokumenteret og kortlagt problemet med teknologisk suverænitet og afleveret sine anbefalinger. Uden resultat. En dag begynder hun at forestille sig et alternativ.

APRICOT spørger, hvad det ville kræve for Europa at tage magten tilbage over den digitale infrastruktur, vi allerede lever i. Men mens Merete forsøger at kortlægge Europas digitale fremtid, tvinges hun til at vende blikket bagud - mod de mennesker, historier og landskaber, som teknologien risikerer at efterlade. Mod den abrikoslund, der engang voksede dér, hvor Silicon Valley ligger i dag.

Det er for sent at rulle overvågningssamfundet tilbage. Spørgsmålet er nu: Hvilket overvågningssamfund kan vi leve med at være medansvarlige for? Gennem gastronomiske installationer, politiske visioner og personlige erkendelser undersøger forestillingen forholdet mellem teknologi, demokrati, begær og hukommelse.

Billetten inkluderer en menu med flere retter og drikkevarer. Det er ikke muligt at tage højde for allergier. Forestillingen er skabt af instruktør Johan Klint Sandberg, dramatiker Stine Winther Johansen og madkunstner Flora Veronica Willumsgaard, produceret af Exit Stage.