KALEIDOSKOPET – eller kunsten at konstellere kollektiv kreativitet
Kulturhuset Indre By, København · 80–130 kr.
Eva præsenterer sin afsluttende opgave fra Jung-instituttet, som handler om kollektiv kreativitet som redskab til at forstå og styrke sunde fællesskaber, organisationer og demokratier. Kreativitet er ikke blot central for løsningen af komplekse problemer - den er også under pres i nutidige organisationer, der drives mod produktivitet og strømlining, hvilket direkte modarbejder de betingelser, kreativitet kræver.
Med afsæt i analytisk psykologi (Jung, Gordon, Fordham), psykodynamiske perspektiver (Winnicott, Stern) og fysikeren David Bohms syn på kreativitet forstår Eva kreativitet som tæt forbundet med individuation og mening - og med evnen til at rumme usikkerhed, forskellighed og paradoks, både individuelt og i grupper. I dette perspektiv er kreativitet en vital kraft, der forbinder indre og ydre verdener, bevidst intention og ubevidst emergens, symbolisering, leg og problemløsning.
Et særligt fokus ligger på kollektivets rolle: når en gruppe formår at blive i uafklarede spændingsfelter frem for hurtigt at søge afklaring, opstår dynamiske øjeblikke, der kan reorganisere relationer og åbne for ny tænkning og handling. Eva argumenterer for, at den kreative gruppe dermed udgør et særligt rum for den enkelte deltagers individuation - og at kreative kollektiver derfor har afgørende betydning.
På baggrund af sin erfaring med at designe og lede organisationsudvikling og gruppeprocesser har Eva samlet sin forståelse i Kaleidoskop-modellen, organiseret omkring tre indbyrdes interagerende akser: Eros-Logos, Indre-Ydre og Yin-Yang. Tilsammen indfanger disse akser potentialet i de ufuldkomne, spændingsfyldte interaktioner, hvor kollektiv kreativitet kan opstå.











