Offentlige foredrag i Naturvidenskab: Kaffe
Tre forskere fra hver sit fagfelt belyser kaffen fra rod til kop - dette foredrag er en opdateret version af et arrangement fra foråret 2023.
Botaniker Anders Barfod har arbejdet med tropiske planteressourcer i over 40 år. Han introducerer kaffeplantens botanik, herunder ny forskning i dens vilde slægtninge, og forklarer kaffebønnens rolle i frugten samt vejen fra høstmoden busk til færdig kop.
Naturressourceøkonom Aske Skovmand Bosselmann zoomer ind på kaffebæltet omkring Ækvator, hvor millioner af farmere producerer kaffe nok til 30.000 kopper i sekundet. Han ser på dyrkningens historiske sammenhæng med afskovning, på de økosystemtjenester kaffen under visse betingelser leverer i dag, og på den seneste forskning i kaffeproduktion under et forandret klima.
Diabetes- og ernæringsforsker Kjeld Hermansen tager fat i spørgsmålet om kaffe og helbred: hvad er myte, og hvad holder videnskabeligt? Han gennemgår kaffens betydning for dødelighed og folkesygdomme som kræft, hjertekarsygdomme, neuropsykiatriske lidelser og type 2-diabetes, og giver indblik i sin forskningsgruppes arbejde med de mekanismer, der forbinder kaffe med risikoen for type 2-diabetes. Foredraget sætter desuden danskernes kaffeforbrug i historisk perspektiv - fra kaffens introduktion i Danmark i 1665 frem til i dag.
Lokale: Biografen, Nyborg Gymnasium.











