Rakuworkshop ved Manuel Canu,02.09 + 19.09
Baggården ved Cph Skatepark, København · 880 kr.
Workshoppen strækker sig over to dage og introducerer raku - en brændingsteknik med rødder i århundredgammel japansk keramiktradition. Der er plads til 8 deltagere, og kursisterne modtager praktisk info på mail inden start.
Dag 1 - Modellering: 2. september 2026, kl. 17-21
Manuel Canu introducerer forskellige modelleringsteknikker og viser, hvordan man bruger dem til at skabe både skulpturelle og funktionelle genstande. Denne dag foregår i keramikværkstedet på 4. sal, Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, Lyrskovgade 2-4.
Dag 2 - Glasering og rakubrænding: 19. september 2026, kl. 10-17
Dagen begynder med dekoration og glasering og afsluttes med brænding i raku-gasovne. De rødglødende emner tages ud ved 1000 graders varme og lægges i savsmuld: det pludselige temperaturskift får glasuren til at krakelere, og kullet farver de uglaserede sprækker sorte. Med kobberglasurer kan teknikken desuden frembringe metalliske overflader. Til sidst dyppes emnerne i koldt vand og skrubbes rene - først her viser resultatet sig. Denne dag foregår udendørs i baggården bag Cph Skatepark, Enghavevej 80, 2450 København V.
Manuel Canu er uddannet keramikdesigner og har arbejdet med skulpturel keramik i mange år, udstillet internationalt og studeret og arbejdet i England. Han driver i dag et keramikværksted og galleri i København sammen med en gruppe kunstnere.
Kurset koster kr. 880,- inkl. 2 kg ler og et bredt udvalg af glasurer. Billetten kan ikke refunderes fra 14 dage før kursusstart. Tag praktisk tøj på, der tåler røg og passer til vejret - lukkede sko anbefales. Medbring selv mad og drikke samt noget at transportere de færdige emner i.











