Bliv flydende i Scalgo Live
Kosmopol, København · 4000 kr.
På dette 2-dages kursus lærer du at kortlægge, hvordan regnvand bevæger sig ind, ud og igennem et område, vurdere oversvømmelsesrisiko og undersøge potentialet for landskabsbaseret regnvandshåndtering. Du arbejder med konkrete løsninger i Scalgo Live - regnbede, grøfter og regnvandsbassiner - og tester deres effekt under hverdagsregn og skybrud.
Kurset henvender sig til dig, der arbejder med byplanlægning, områdefornyelse, byudvikling, landskabsdesign, rekreative arealer, klimatilpasning eller myndighedsgodkendelse. Både nybegyndere og let øvede brugere af Scalgo Live kan deltage. Fokus er på urbane områder, men viden og værktøjer kan også anvendes til kystsikring, beredskab og naturgenopretning.
Dag 1 - Grundlæggende Scalgo Live: Navigation i nationale geodata (højdemodel, højdekurver, arealdække, jordtyper, hydrologiske tilpasninger, sekundært grundvand m.m.), forståelse af Scalgo's analyser af vand på terræn (lavninger, skybrudskortet med og uden nedsivning, strømningsveje og hydrodynamiske simuleringer) samt fælles og individuelle øvelser.
Dag 2 - Avanceret Scalgo Live: Oprettelse af arbejdsområder, redigering i terræn, arealdække og afstrømning, samt tid til at øve alle værktøjer på eget projektområde eller på forberedte typiske cases.
Programmet kører begge dage kl. 9-16 med mulighed for spørgsmål til underviserne før og efter. Medbring en bærbar pc med en opdateret browser og en ekstern mus. Har din arbejdsplads ikke abonnement på Scalgo Live, får du en gratis prøveperiode på 30 dage i forbindelse med kurset.
Prisen inkluderer let morgenmad, frokost, eftermiddagskage samt kaffe/te, vand og frugt hele dagen - men ikke overnatning eller aftensmad.











