Stedspecifik farvesætning i arkitektur og rum
Fonden FABRIKKEN for Kunst og Design, København · 0–250 kr.
På kurset får du indblik i og praktisk erfaring med, hvordan man farvesætter arkitektur med respekt for stedets historie, omgivelser, mennesker og fremtidige funktioner. Tilgangen er analytisk og grundigt forankret, så farverne tilfører mening og fortælling til stedet - og ikke blot afspejler nutidens tendenser.
Kurset åbner med farveøvelser, oplæg om farvesystemer og en introduktion til BJØRCH & RASKs metode. Derefter arbejder deltagerne i en workshop, hvor metoden afprøves på en konkret case - en proces der giver hands-on erfaring med at balancere et steds eksisterende og historiske forhold med nye elementer og funktioner. Dagen afsluttes med fælles refleksion over betragtninger og læring. Undervisningen veksler mellem oplæg, arbejde i mindre grupper og drøftelser i plenum. Der serveres snacks og forfriskninger.
Undervisere er designduoen BJØRCH & RASK, bestående af Fie Bjørch (f. 1989) og Benjamin Rask (f. 1993). Begge er designere med specialiserede kompetencer inden for farvesætning, materialer og tekstiler i arkitektur, og de deler en baggrund i tekstildesign. Duoens arbejde tager altid udgangspunkt i den konkrete arkitektur og bygger på analyser af lysforhold, proportioner, materialer, rumlige forløb og funktioner. Deres arbejdsfelt omfatter bl.a. farve-, materiale- og overfladestrategier, farvesætning af nybyggeri og renovering, design af stedspecifikt inventar og tekstiler samt rådgivning om organisering og wayfinding.











