Psykiatritopmødet 2026: Hvad er der sket med dig? - En traumebaseret tilgang ønskes
Psykiatritopmødet 2026 sætter fokus på den traumebaserede tilgang i psykiatrien med udgangspunkt i et enkelt spørgsmål: Hvad er der sket med dig? Frem for at spørge, hvad der er galt med et menneske, undersøger topmødet, hvordan belastende livserfaringer - tab, svigt, vold, overgreb, omsorgssvigt og ensomhed - kan præge både psykisk og fysisk sundhed, og hvad den viden betyder for fremtidens psykiatri.
En traumebaseret tilgang handler ikke om at forklare alt med traumer, men om at møde mennesker med nysgerrighed, respekt og forståelse for, at livserfaringer har betydning for trivsel, relationer og muligheder for recovery.
Topmødet samler mennesker med levede erfaringer, fagprofessionelle, ledere, forskere og beslutningstagere. Programmet består af oplæg, faglige perspektiver og dialoggrupper, der undersøger, hvordan psykiatrien kan blive mere helhedsorienteret og ligeværdig. Pladser i dialoggrupperne tildeles efter først til mølle-princippet.
Da arrangementet er offentligt, vil der blive taget billeder.











