OM FØLELSERNES TERRÆN — Alda Mohr Eyðunardóttir og Helene Nyman i samtale
Nordatlantens Brygge, København · 60–80 kr.
Kunstnerne Alda Mohr Eyðunardóttir og Helene Nymann mødes med Anna Vestergaard Jørgensen til en samtale om deres kunstneriske praksis og tankerne bag udstillingen Følelsernes terræn. Samtalen er på dansk og varer ca. 60 minutter inkl. spørgetid. Salen åbner 30 minutter før start, og pladserne er unummererede. Billetten giver også adgang til husets øvrige udstillinger.
I udstillingen præsenterer færøske Alda Mohr Eyðunardóttir og danske Helene Nymann installationer, der tematiserer personlig og kollektiv erindring. Gennem bevægelse, perspektivskifte og deltagelse inviterer de publikum til at orientere sig i et terræn af minder, følelser og erfaringer - hvor det fraværende ikke fremstår som tomhed, men som noget, der fortsat former mennesker, relationer og steder. Arbejdet med transparente materialer og fragmentariske, subjektive fortællestrukturer afspejler erindringens egen logik.
Alda Mohr Eyðunardóttir er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2025 og har udstillet på Færøerne, i Danmark, Island, Finland og USA. Hun har arbejdet kollektivt med færøske og arktiske projekter med fokus på kunst og aktivisme og er repræsenteret på Færøernes Nationalgalleri. Til udstillingen har hun skrevet artiklen Et forsøg på ikke at skrive i parentes (s. 20, findes online).
Helene Nymann har en praksisbaseret ph.d. og har præsenteret værker på bl.a. New Museum, Pioneer Works og Fridman Gallery i New York, Kunsthal Charlottenborg, ARoS og Kunsthal Aarhus, MACRO i Rom, Tate Modern i London samt Neue Nationalgalerie i Berlin. Til udstillingen har hun skrevet artiklen Hvor langt så hun? (s. 28, findes online).
Anna Vestergaard Jørgensen er kunsthistoriker og har været tilknyttet SMK som forsker siden 2017. Hun har arbejdet med nationalgalleriernes rolle i Norden og Nordatlanten samt transnationale forbindelser mellem grønlandsk, dansk og færøsk kunst. I 2022 forsvarede hun ph.d.-afhandlingen "Museet for ubehag: Kolonihistoriske udstillinger på Statens Museum for Kunst" (Københavns Universitet). Til kataloget har hun bidraget med artiklen Affektive landskaber (s. 12, findes online).
Medlemmer af Nordatlantens venner får 25% rabat - billetter købt med denne rabat skal fremvises sammen med gyldigt medlemskort ved indgangen. Nordatlantens Brygge refunderer ikke købte arrangementbilletter.











